Fuglen Pippin og den musikalske samling

Bliv en del af MusikFuglens fantasifulde univers og oplev en nærværende samlingskoncert for hele familien med Emil og Fuglen Pippin i Valby Kulturhus den 3. oktober kl. 10. Vi glæder os til en hyggeligt formiddag sammen.

”Fuglen Pippin og den musikalske samling” er et legende univers, hvor fantasi, teater og musik smelter sammen. Her inviteres både børn og voksne ind i et trygt og nærværende rum med plads til bevægelse, rytmer, sang og leg – hvor alle kan være med.

Sammen med Emil og den lyserøde marionetdukke Fuglen Pippin tager I på en musikalsk rejse fyldt med fantasifulde sange om bl.a. gopler, skyer, musikdyr og en festglad skildpadde. Undervejs bliver både børn og voksne aktive medskabere af musikken gennem bevægelse og sammenspil.

Deltagere får under koncerten udleveret rasleæg, tørklæder og sæbebobler, som bringer sanserne i spil – fra energisk leg til en rolig, stemningsfuld afslutning.

I er meget velkomne til at tage jeres egne små instrumenter med hjemmefra, så vi sammen kan skabe endnu mere musik og fællesskab.

Vi glæder os til at byde jer velkommen til en sanselig og musikalsk oplevelse, hvor alle rytmer og stemmer er velkomne.

Praktisk information
Lokale: Bevægelse i Zone2
Varighed: ca. 40 min.
Alder: 1–6 år (søskende er også velkomne)
Husk gerne egne percussioninstrumenter
Pris: 35 kr. per person
Betaling via MobilePay: 0302BU

Kontakt

Valby Kulturhus

Valgårdsvej 4

2500 Valby
Del med