Klovneparade og cirkusshow på Vanløse Torv

Oplev international cirkus, akrobatik og klovneparade på din lokale kulturstation.

Hold godt fast i rejsekort, indkøbsposer og eftermiddagskaffen, når en international klovnetrup indtager Vanløse Torv fredag den 29. maj kl. 16.

På vej hjem fra skole eller arbejde kan du opleve en farverig parade og et spektakulært show med akrobatik, halsbrækkende stunts og trylletricks. Performerne kommer fra Estland, Canada, Belgien, Tyskland, Sverige og Danmark, og sammen forvandler de torvet til et levende cirkusunivers fyldt med energi, humor og overraskelser.

Klovneparaden er en del af optakten til HaveSpektakel – Vanløses internationale scenekunstfestival. Festivalen finder sted dagen efter og byder på teater, nycirkus og musik i private haver, på villaveje og små scener omkring Kastanjelunden ved Krogebjerg.

HaveSpektakel er blevet en fast tradition i Vanløse, hvor naboer, frivillige og publikum mødes om scenekunst under åben himmel. Festivalen bringer internationale kunstoplevelser tæt på hverdagen og skaber nye fællesskaber i bydelen.

Arrangementet er skabt i samarbejde med Vanløse Kulturstation med støtte fra Vanløse Lokaludvalg.

Kontakt

Kulturstationen Vanløse

Frode Jakobsens Plads 4

2720 Vanløse
Del med