Poetry slam: "Ved problemer, råb højt!"

Vi er tilbage fredag den 3. maj med et brag af et poetry slam i Valby Kulturhus. Og med temaet: "Ved problemer, råb højt!"

Kom med til sjove digte, skæve digte, digte der handler om noget, og ikke mindst lækre digte, digte der smager godt, digte der slår, og digte med hår. Og ja, når vi skriver "digte", så mener vi både digte og poetiske tekster og historier og litterære finurligheder og genrehybrider i meget bred forstand: Poetry slam er en konkurrence i talte ord med humor og nerve. Og især tankevækkende underholdning!

Og denne gang skal det handle om problemer. Især nye problemer. Men også gamle problemer på nye flasker.

Små problemer. Store problemer. Og problemer, der mest af alt bare er brok. Gerne uden løsninger. Meget gerne uden forløsning. Og uden håb. Håbløse problemer. Uundgåelige problemer. Selvskabte problemer. Problemer, der bare opstår helt af sig selv. Selvfølgelige problemer. Indlysende problemer. Og de problemer, man slet ikke kan få øje på. Måske fordi der er så mange problemer. Eller så få. Og mon ikke der også dukker et par reelle problemer op.

Og er dét overhovedet et problem? Er problemet måske selv problemet? Eller bare en del af problemet? Som det mindre i det mere? Og hvad betyder dét egentlig? Er det et problem, hvis du ikke forstår betydningen heraf? Eller er du faktisk bare også en del af problemet? Måske hele problemet? Eller er du helt og aldeles uskyldig?

Mange spørgsmål. Måske kommer der også svar. Men kun måske. For vanen tro er det de optrædende poetry slammere, der selv bestemmer hvordan de tolker og fortolker temaet, så... men som altid er det publikum, der giver point og dermed bestemmer, hvem der gør det bedst og næstbedst og bravo bravissimo.

Vært tidligere slam-DM-vinder og generel slam-nestor Peter Dyreborg + medværts-revisor-performer Rasmus Rhode.

Og de optrædende poetry slammere i selve slam-konkurrencen er:
- tidligere dansk mester Michael Dyst
- queeraktivistisk slam-ikon Rei McKay Mansa
- upcoming slam talent Camilla Neubert
- tidligere Aalborg-mester Cathrine Honoré
- slamdebutant (fordi vi kan) Nanna Mathilde Bugge

Er du selv poetry slammer? Vil du gerne slamme i konkurrencen? Send en e-mail til Peter Dyreborg på peter@peterdyreborg.dk for info.

Valby Kulturhus (teatersalen), fredag den 3. maj 2024, fra kl. 20.00 til cirka kl. 22.15 inkl. pause. Dørene åbner cirka 30 minutter før showstart (Bastard Café i Valby Kulturhus (med godt udvalg og gode priser) er dog åben tidligere).

Kontakt

Valby Kulturhus, Teatersalen

Valgårdsvej 4

2500 Valby
Del med