Mød en kulturskaber: Chamber Games - impro, comedy og teater

Ingen aften er ens
Ingen aften er ens, når Chamber Games live på scenen skaber dramatiske fortællinger spundet over klassiske film og teatergenre. Fra kammerspil i 1600 tallets København til storslåede action sekvenser i Cambodias jungle eller et superheltedrama i et villakvarter i Hundige: ”Vi elsker alle at nørde teater-og filmhistorie, og det at kunne spinde sine egne historier igen og igen på baggrund af fælles referencer og intern kemi er simpelthen verdens bedste leg.”
Kun rammerne er aftalt på forhånd
Kun rammerne er aftalt på forhånd, selve handlingen skabes i samspil med publikum: ”Publikum er virkelig en gave, for det er umuligt at forudse, hvad så mange hoveder vil udsætte dig for i aften. Det betyder, at vi selv altid sidder mindst lige så langt ude på stolekanten, som publikum evt. måtte gøre.”
Når alt går op i en højere enhed
Impro er ifølge Chamber Games seværdigt, fordi det er sjovt, når tingene går op i en højere enhed, men ofte er de bedste shows også præget af usikkerhedsmomenter og spænding i forhold til, om tingene mon vil lykkes: ”Publikum kan eksempelvis møde cowboy helten Jack Cassidy, som Lasse har spillet mange gange før, men det er for os uvist ved showets begyndelse, hvilke eventyr han skal ud på i dag. Vi har enormt stort fokus på dramaturgi og storytelling i de scener og historier, vi spinder sammen med publikum.”
Med plads til alle følelser
Chamber Games bygger på et ønske om at give mere plads til deres baggrunde som skuespillere: ”Arbejdet med klassiske teatergenre, som ramme, gav os mulighed for at udforske nogle andre måder at spinde historier på, og det klædte vores spil enormt godt og tilførte vores spil noget overskud, som gav sig afkast i bedre historier. En actionhelt kan også sagtens tåle et gearskifte med plads til tavshed, sårbare øjeblikke og rørende momenter.”
Et åndehul i hverdagens alvor
Chamber Games bruger også komikken som en måde at komme igennem hverdagens alvor: ”Vi elsker selv at grine og have det sjovt. Det, tror vi også på, kan komme vores publikum til gavn.”
Bagom
Chamber Games består af skuespillerne Lasse Lind, Andreas Buchtrup og Michael Hedstrøm. Showet akkompagneres af pianist Mads Kronborg og teatertekniker og lysdesigner Anders Bernstorff Nyegaard. Alle fem medlemmer af gruppen er med til at påvirke historierne, der udspiller sig på scenen.
Oplev Chamber Games live
Oplev Chamber Games igen i Valby Kulturhus den 17. maj.
Bliv kulturskaber
Vil du også være kulturskaber? Så læs mere om mulighederne og send os en ansøgning her.