Rejsegilde for nyt klubhus på Bavnehøj Idrætsanlæg

Stor milepæl blev markeret, da der fredag den 24. januar kunne holdes rejsegilde for klubhusbyggeriet på Bavnehøj Idrætsanlæg.

Fysisk aktivitet, fællesskab og godt håndværk blev fejret ved rejsegilde

Det var med rød løber, krans og pølsevogn, da Byggeri København sidste fredag inviterede til rejsegilde for det kommende klubhus på Bavnehøj Idrætsanlæg. Fodboldklubben BK Vestia der får brugsret til huset, ser frem til at rykke ind i de nye omgivelser, og ifølge klubbens administrator Johnny Bo Nielsen, får klubben nu pladsen, faciliteterne og beliggenheden til at styrke det liv og fællesskab, der kendetegner klubben. ”Vi glæder os til, at vi snart kan pakke klubbens historie helt fra 1940’erne ud af de flyttekasser, den i øjeblikket ligger i, sætte alle vores pokaler på hylderne, hænge alle vores medaljer og billeder på væggene og vise dem frem med stolthed”, sagde han.

Projektleder for byggeriet, Merete Andersen, takkede bl.a. håndværkerne for deres gode arbejde på projektet. På vegne af sine kollegaer roste tømrer Kristoffer Byriel blandt andet Københavns Kommune for at prioritere at bygge i træ frem for eksempelvis beton eller jern: ”Det her byggeri er jo en hver tømrers drøm, og det vidner om en prioritering af bæredygtighed, fremtidens generationer og ressourcer”.

BK Vestias medlemmer får i klubhuset glæde af mødelokaler, kontorfaciliteter, vaskeri, multisal, omklædningsrum samt et stort fællesrum til blandt andet fællesspisning og meget mere. Byggeriet er udført i samarbejdet mellem Byggeri København og TRUST II.

Følg med i udviklingen og hør om andre spændende projekter på Byggeri Københavns LinkedIn (Byggeri København | LinkedIn).

Billede
Tale til rejsegilde