Velkommen til keramikværkstedet
Du finder keramikværkstedet på 3. og 4. sal i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Her kan du lave skåle, kopper, kunstværker eller hvad du har fantasi og lyst til.
Værkstedet består først og fremmest af to store arbejdsrum med udsigt over Enghaveparken og byens tage. I værkstedet er der arbejdspladser, hvor det er muligt at arbejde alene eller i grupper. Vi har en hel del fællesværktøj, kakkeludstansere, stempler, slynger, skinner og forme. Vi har forskellige typer ler og mange farver glasur. Og vi har elektriske drejeskiver, en sparkeskive, pladerulle og væghængt ekstruder.
Se liste over værktøj og maskiner.
Ved siden af vores arbejdsrum finder du også ovnrum, glasur-rum, sprøjte- og vaskerum, genbrugsler-rum, og depot til opbevaring af støbeforme. Ovnrummet har fire fungerende keramikovne med i alt 820 liters kapacitet. I glasurrummet opbevares glasuren både blandet og som pulver.
På 4. sal er der arbejdsrum til kurser og workshops.
Bliv bruger af keramikværkstedet - vi har plads til 700
Alle er velkommen som brugere af værkstedet fra de fylder 15 år.
Lige nu er der ikke ledige pladser til nye medlemmer, men du kan skrive dig op på ventelisten, så bliver du kontaktet, når der er frie pladser. Nye pladser frigives ved keramiksæsonens afslutning, alt efter hvor mange der vælger at slutte deres medlemskab.
Se hvordan du bliver bruger af keramikværkstedet.
Aktiviteter, nyheder og videndeling
Vi holder løbende arrangementer som introduktionsforløb, foredrag, kurser og workshops. Derudover gør vi alt for at fremme en kultur for videndeling mellem brugerne. Det foregår fx i vores Facebook-gruppe, via nyhedsbreve såvel som i værkstedet.
Se de kommende arrangementer for værkstedsbrugerne i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.